Fynsk produktionsvirksomhed ser IGU-forløb som vigtig samfundsopgave

Trioplast i Nyborg er med i IGU-forløbet, hvor de over to år hjælper to flygtninge med at blive klar til det danske arbejdsmarked. Og for virksomheden er det hverken bonusser eller billig arbejdskraft, der er bevæggrunden for at være med. De ser det derimod som en vigtig samfundsmæssig opgave. 

Se interviewet med virksomheden her

31-årige Mamoun Haj Mohamad er siden februar 2017 mødt ind på arbejde hos virksomheden Trioplast i Nyborg. For knap tre år siden flygtede han fra krig i Syrien til en uvis fremtid i Danmark, men nu er han i gang med at tage integrationsgrunduddannelsen (IGU) hos den fynske virksomhed. 

IGU-forløbet varer i alt to år og er sammensat af 20 ugers skoleundervisning fordelt over fem forløb, mens resten består af en praktik. Den praktiske del takkede Trioplast altså ja til at stå for, og Søren Boe, der er Business Development Manager i virksomheden, ser IGU-forløbet som en betydningsfuld opgave.

- Vi synes, det er en vigtig samfundsmæssig opgave. Nu har vi som land taget de her mennesker ind, som jo kommer fra et helt andet område, og som er havnet i en frygtelig situation. Og hvis de gerne vil blive i Danmark, så er det vigtigt, at de kan hjælpe til, og sådan tror jeg egentlig, de fleste mennesker har det, siger Søren Boe.

Vigtigt at kunne bidrage

Udgifterne for virksomheder, der deltager i et IGU-forløb, er relativt lave, da IGU-eleverne skal aflønnes med en normal erhvervsgrunduddannelsesløn. Men det faktum har ikke betydet noget for Trioplast, da de skulle træffe beslutningen om at deltage i IGU-forløbet.

- Det har slet, slet ikke væren nogen begrundelse for os. Og det har heller ikke været nogen begrundelse for os, at vi modtager et mindre tilskud for at have en IGU-elev. For os har det afgørende været, at vi kan hjælpe til med at få nogle mennesker til at fungere bedre i vores land og til at blive klar til at varetage et normalt arbejde, siger Søren Boe.

Når en IGU-elev har gennemført uddannelsen, har den givne praktikvirksomhed modtaget i alt 40.000 kroner som bonus fordelt over to udbetalinger – én efter seks måneder og én efter endt forløb.

Ikke bare billig arbejdskraft

Grundet den forholdsvist lave udgift for virksomhederne kunne nogen måske være bange for, at virksomheder ville erstatte fastansatte med IGU-elever, men hos Trioplast er det i hvert fald ikke tilfældet.

- Mamoun går ikke ind og erstatter nogen. Han går ind som en ekstra mand på et hold, og sådan er IGU-forløbet også tænkt. Han er på uddannelse, hvor han skal lære, hvordan det er at være på en dansk arbejdsplads, og så hjælper han til med alle de opgaver, der er på et hold, siger Søren Boe.

Sproget skal være på plads

Indtil videre har Søren Boe generelt kun positive erfaringer med IGU-forløbet, hvor det meste er gået ganske smertefrit. Hvis han alligevel skal pege på noget, der har krævet et ekstra fokus, så har det været i forhold til kommunikationen.

- Den største udfordring har det helt klart været sproget. På en dansk arbejdsplads som vores, hvor vi taler dansk og ikke eksempelvis engelsk, der er det vigtigt, at man kan kommunikere med sine kollegaer. For eksempel har vi en masse sikkerhedsinstrukser, der gives omkring vores mange maskiner, og det er helt essentielt, at man kan forstå dem, siger Søren Boe.

Mamoun Haj Mohamad har i forbindelse med sin praktik hos Trioplast været på et intensivt dansk-kursus, og i dag kommunikerer han med sine kollegaer på et letforståeligt dansk.

Forberedt til det danske arbejdsmarked

Selvom det på nogle områder altså kan kræve et ekstra fokus fra virksomhedernes side at være med i et IGU-forløb, så er man hos Trioplast ikke det mindste i tvivl om, at det er hele indsatsen værd.

- Man får så meget ud af det som virksomhed, og alle vores medarbejdere får en anden forståelse for det hele og de mennesker, man hører så meget om. Det er min helt klare oplevelse, at vores medarbejdere også er rigtig glade for, at vi som virksomhed involverer os i integrationsarbejdet, siger Søren Boe, inden han fortsætter:

- Dels har medarbejderne både fået nogle gode, nye kolleger, og samtidig er det også min overbevisning, at de også rigtig gerne ville kunne sige, at de selv giver en hånd med at få flygtninge forberedt til at kunne blive en del af det danske arbejdsmarked, siger Søren Boe.

Vil du vide mere

Har du spørgsmål til IGU-forløbet, er du velkommen til at kontakte uddannelseschef Henning Aaberg, EUC Lillebælt, på mobil 20 75 91 90 og e-mail haa@eucl.dk.
 
Læs om integrationsuddannelsen inden for industriel produktion/produktør i vedhæftede uddannelsesbeskrivelse.

Tilknyttet fil:
(402 KB)
| Persondatapolitik på hjemmesiden | VEU-center Trekantområdet | info@veucenter-trekantomraadet.dk | C. F. Tietgens Vej 6 | 6000 Kolding © 2018 Facebook Linkedin