Grundlæggende voksenuddannelse (GVU)

Bemærk: GVU afskaffes fra 1. august 2015 som led i, at erhvervsuddannelse for voksne, EUV, oprettes.
Herefter er det ikke muligt at påbegynde GVU, men en GVU påbegyndt før denne dato kan færdiggøres.

Hvad er GVU?

GVU er en grunduddannelse for voksne og er lavet til dig, som ikke har en uddannelse, men er motiveret for at få det. Det kan også være, at din uddannelse er forældet eller, at du er faglært med en udenlandsk uddannelse, der ikke kan godkendes direkte i Danmark.

Hvordan kommer jeg i gang med en GVU?

For at komme i betragtning til GVU skal du være fyldt 25 år, have mindst 2 års relevant erhvervserfaring og skolekundskaber der svarer til 9. klasse i relevante fag.

Hvad får jeg ud af en GVU?

Du får en erhvervsuddannelse på kortere tid og (normalt) uden praktik. Resultatet af GVU er et svendebevis.

Hvor lang tid tager GVU?

Du kan gennemføre din uddannelse i det tempo, du ønsker, dog max 6 år.

Hvad indeholder en GVU?

GVU består af AMU-kurser og enkeltfag. 

Hvordan finder jeg ud af, hvilke fag jeg skal have?

GVU starter med en individuel kompetencevurdering, som laves sammen med en vejleder på den skole, som udbyder uddannelsen. Her afklares, hvilke kurser og enkeltfag din GVU-plan skal indeholde. Det er skolen, der laver en GVU-plan til dig, og her kan du se, hvor du kan tage kurser og enkeltfag. 

Jeg er i arbejde – kan jeg tage en GVU?

  • Ja, alle ufaglærte i beskæftigelse kan gå i gang med en GVU.
  • Deltagelse i AMU-kurser og enkeltfag er gratis for dig.
  • Du modtager lønrefusion i de perioder, du er i skole (VEU-godtgørelse).

Jeg er ledig og på dagpenge – kan jeg tage en GVU?

Ja, som ledig på dagpenge kan du tage en GVU som led i en handlingsplan. Kontakt dit lokale Jobcenter for at høre nærmere.

Jeg er på kontanthjælp – kan jeg tage en GVU?

Ja, som kontanthjælpsmodtager kan du tage en GVU som led i en handlingsplan. Kontakt dit lokale Jobcenter eller din sagsbehandler i kommunen for at høre nærmere.

Får jeg økonomisk støtte til GVU?

  • Ja, som beskæftiget kan du søge lønrefusion (VEU-godtgørelse).
  • Som ledig på dagpenge og kontanthjælp er GVU et led i en handlingsplan.

Jeg er klar til GVU – hvem skal jeg kontakte?

Kontakt dit VEU-center på telefon 70 10 10 75, så hjælper vi dig med en kontaktperson og et telefonnummer til en vejleder.


Læs mere om GVU